Inselbrücke

Inselbrücke bærer dig over den vestlige arm af Spree, som den første bro i strømretningen ved Spree-øen i Berlin. Stenbuebroen, du går på i dag, tegnede Ludwig Hoffmann sammen med stadsbyråd Krause og stod færdig i 1913. Broen står fredet, og dens tre valv af tegl spænder 11, 18 og 11 meter.

Stedet har båret en bro siden 1693, først som en trækonstruktion med klapbro til skibstrafikken. I et officelt broregister fra 1709 optræder den som broen fra Cöllns pølsegaard til Neu-Cölln. Træbroen gjorde tjeneste i omkring to hundrede år. Da Sprees hovedsejlroute flyttede sig til den nordlige arm, kunne byen få en bredere overgang. Den nordlige pille hviler på dybe pæle, og U-banetunnelen under Spree krævede særlige forholdsregler. Led ved landfasterne og valvkronen lod konstruktionen sætte sig, inden de blev lukket. Beklædningen og balustrene fik muslingekalk fra Kirchheim, formet i neobarok stil. Christian Daniel Rauchs våbenskjolde, kartoucher og dyrerelieffer fik aldrig kejserlig godkendelse. Fire obelisker flankeret af putti rejste sig i stedet over midterpillerne, da broen åbnede i 1913.

Anden verdenskrig ramte broen hårdt med granatbeskydning og Wehrmachtens sprængninger. Fra 1946 til 1948 fungerede et hul i brodækket som lastepunkt for husholdningsaffald, som pramme førte ud af byen. Reparationer i 1960'erne blev udført i forbindelse med opførelsen af nye boliger på Fischerinsel, men de ødelagte pyntefigurer forblev tabt. Under en omfattende renovering i 1999 og 2000 fandt dykkere tyve velbevarede stenblokke i siltet. Blandt fundene var dele af putti og obelisker samt en stor sokkel af muslingekalk. Alt blev løftet op og bearbejdet på et stenhuggerværksted i Spandau. Da arbejdet var færdigt, blev broen lukket for almindelig vejtrafik.