Église du Gèsu, Saint-Jacques-le-Majeur

Église du Gèsu, Saint-Jacques-le-Majeur står midt i den gamle bydel i Nice, omgivet af smalle gader og farvede facader. Den romersk-katolske kirke bærer jesuitternes tydelige aftryk, for ordenen grundlagde stedet i det tidlige syttende århundrede. I 1603 donerede købmanden Pons Neva en formue til en jesuitskole på Philippe Néris opfordring. Neva kom selv fra byen, men boede på det tidspunkt i Rom. Jesuitterne ankom i november samme år, åbnede skolen i 1606 og lagde grundstenen til selve kirken i juni 1612. Først i 1642 begyndte byggeriet af den nuværende kirke, som var færdig i hovedtræk otte år senere.

Arkitekten bag byggeriet er omstridt, men ligheden med kirkerne i Escarène og domkirken peger mod Jean-André Guiberto. Et kort i Frankrigs nationalbibliotek nævner derimod Alessio di Angelis, men hans rolle forbliver uklar. I 1651 føjede senator Blancardi og Jean-Baptiste Fabri to familiekapeller til anlægget. Jesuitterne bestyrede stedet, indtil pave Clemens XIV opløste ordenen i 1773, hvorefter skole og kirke blev kongelig ejendom. Efter konkordatet i 1801 blev kirken sognekirke med Sankt Jakob den Ældre som skytshelgen. Den barokke facade, du møder i dag, fuldførte Aycart først i 1825. Stilen minder om Gesù-kirken i Rom, og facaden er korintisk med serlianske vinduer som manieristiske kendetegn. Enkelte detaljer er nyklassicistiske, og siden 1971 har bygningen været fredet som historisk monument.

Campanilen måler 42 meter og er opført i upudset tegl, et materiale, der er sjældent i byen, men almindeligt i piemontesisk kunst. Kuplens fod er dækket af liguriske tagsten, og stuccoarbejdet peger snarere mod piemontesisk barok end mod ligurisk mannerisme. Indeni spænder et halvcirkelformet hvælv 36 meter i længden og 14 meter i bredden. Under hvælvet viser motiverne scener fra skytshelgens liv. Det nittende århundredes udsmykning bygger på tegninger af maleren Hercule Trachel fra Nice, som også stod for hvælvingerne i klosterkirken i Cimiez.