Choʻpon ota maqbarasi

I Usbekistans hovedstad Tasjkent står Choʻpon ota maqbarasi gemt mellem højhuse i Chilanzar-kvarteret, alle opført efter jordskælvet i 1966. Det lille gravmæle er viet til Chupan Ata, som legenderne på egnen kender som hyrdernes skytshelgen. Mens de store monumenter ligger i det historiske centrum, findes dette i en såkaldt sovende bydel.

Legendens kerne er en kilde: Chupan Ata slog sin hyrdestav mod jorden, og vandet sprang frem. Kilden slukkede tørsten hos både mennesker og dyr, og om den voksede en lund af valnøddetræer. Handelskaravanner og vandrende dervisher søgte lundens skygge for at raste. Arkæologer daterer det nuværende bygværk til slutningen af 1700-tallet. Folketroen rækker længere tilbage: Mirzo Ulughbek, Samarkands hersker og Timurs barnebarn, sendte en kamelkaravane med byggematerialer hertil i det femtende århundrede. Murværket bærer ornamenter foldet af teglsten frem for farverige fliser. Formen er typisk for en mazar, et skrin over en hellig mand. Bygningen hviler angiveligt på ældre fundamenter, og man kalder det en kadam joy: et sted knyttet til en helgens fodspor. Ruinerne af Ak Tepe, et hovedtempel for ildtilbedere i Chach-oasen fra det femte til det syvende århundrede, ligger i nærheden. Kilden og lunden overlevede i folkets erindring, efter at arabiske erobringer havde jævnet helligdommen med jorden.

Folk søger herhen for at bede eller bare samle tanker, og stedet er et lokalt pilgrimsmål. Inde i mausoleet markerer en såkaldt sagana, en gravsten, det sted, der knyttes til Chupan Ata. Spørgsmålet om, hvor han egentlig hviler, overlades til legenderne. Grundvandet ligger i bydelen tæt på overfladen, hvilket gør det besværligt at lægge rør. Lunden holdt til 1970'erne, hvor boligbyggeriet fældede træerne. I Samarkand står et andet mausoleum på en høj, som han ifølge legenden fløj med fra Syrien og kastede over en fjendehær.