Chapelle des Pénitents noirs

Midt i Mentons historiske centrum står et kapel med et klokketårn på omkring 35 meter. Chapelle des Pénitents noirs, også kaldet Chapelle de la Miséricorde, opstod som kapucinerkloster. I 1615 lagde fyrst Honoré II Grimaldi og ordenens general, pater Laurent de Brindes fra provinsen Genua, grundstenen. Tre år senere lod Honoré II anlægge den gade, der i dag hedder rue de Bréa, så folk nemmere kunne nå klosteret. Kapucinerne, en gren af franciskanerordenen, fulgte den hellige Frans af Assisi og tillod ingen pragt, heller ikke i ordenens kirker. Netop den enkelhed giver facaden sin strenge karakter.

Ordensbrødrene drev stedet frem til 1793, og under den franske revolution lukkede myndighederne klosteret. Fra 1861 til 1881 rummede bygningen Mentons rådhus, og senere tjente den som kaserne. Kapellet, der en overgang fungerede som saltlager, kom siden i hænderne på broderskabet de sorte penitenter. I 1875 fik den hidtil nøgne facade sit nye udtryk. Barmhjertighedens Jomfru, en gave fra prinsesse Caroline, fyrst Florestans hustru, fandt plads i den centrale niche.

Interiøret kan normalt kun ses ved særlige guidede ture, som den lokale kulturarvstjeneste arrangerer. Broderskabet er bedst kendt for sine processioner: kælenavnet mangeurs de limaces, sneglespiserne, stammer fra snegleprocessionen i oktaven efter Kristi Legemsfest. Den tradition lever videre i den nærliggende landsby Gorbio. Langfredagen er penitenternes store dag: en figur af den døde Kristus bæres gennem byen, oplyst af talrige fakler. Tilskuere kommer langvejsfra, og musikken veksler mellem det højtidelige og, iblandt, det muntre.