Lochheim

Lochheim er en forladt middelalderlandsby, en såkaldt wüstung, på den nordvestlige udkant af Sandhausen i nærheden af Heidelberg. Arealet ligger syd for bækkene Leimbach og Landgraben og nord for store klitfelter, på en flad sandryg ved sydkanten af Neckars vandingkegle. Det hele udgør en del af Neckar-Rhein-sletten i den nordlige Oberrhein-lavning. Kigger du mod syd, hører klitterne under skovområdet Pflege Schönau, som rummer naturreservatet Sandhausener Düne, Pflege Schönau-Galgenbuckel på Hardtebenen.

Keramiske fund viser, at mennesker boede her allerede i 700-tallet. Den første sikrede skriftlige omtale stammer fra 1131, men en kirkeindvielse omtalt i 1061 kan også henvise til stedet. Mellem 1196 og 1198 overtog klostret i Schönau landsbyen og gjorde den til en grangie, et klosterbrug. I 1208 blev kirken revet ned, det sidste skridt mod at forvandle bebyggelsen til agerjord. Klosterets forvaltere nævnes frem til 1245, og dyrkningen af jorden fortsatte ind i 1400-tallet. Udviklingen fulgte et bredere mønster i egnen: Schönaus cisterciensermunke omdannede flere landsbyer til landbrugsgodser og flyttede ofte beboerne til nabosamfund. Området deltog også i sølvforarbejdning i tidlig og høj middelalder: malm fra Wiesloch blev bragt hertil.

Selve det forsvundne sted blev genopdaget i 1993. Under Manfred Löschers ledelse fandt elever fra Sandhausens gymnasium ved feltundersøgelser keramik fra 700- til 1500-tallet. Luftfotos viser desuden rester af flere husgrunde, en lille salkirke og en borg omgivet af adskillige vandfyldte voldgrave. Gadeskilte i Sandhausen og i Kirchheim, en bydel i Heidelberg, bærer stadig navnet Lochheimer Straße.