Forte Preara

Forte Preara ligger i Verona, på en højderyg nord for borgen Montorio, netop der, hvor kammen skiller Valpantena fra Mizzole-dalen. Østrigerne opførte det lille polygonale fort i 1859 og 1860. Kanonrækkevidden var steget fra to til cirka fem kilometer, takket være riflede løb og aerodynamiske projektiler. Forsvarerne måtte flytte stillingerne længere ud, og fæstningsamtet stod bag en hel ny kreds af forter. Først bar anlægget navnet Werk John, opkaldt efter baron Franz von John, ridder af Maria Theresia-ordenen.

Fortet var den yderste bastion på Etschens venstre bred, i samspil med borgens batteri. Åbne stillinger mod nord krydsede ilden med Massimiliane-tårnene på Monte Gaina. Kasematter mod øst dækkede udløbet af Mizzole-dalen, og bagfra støttede kanonerne Castel San Felice. Bevæbningen talte tre riflede bagladerkanoner på ni centimeter og otte kanoner med glatte løb i blandede kalibre. Krudtmagasinet rummede omkring 46 tønder à 112 kilogram, og der var plads til op mod 140 soldater. En tør voldgrav, skåret ned i klippen, adskiller fronten fra den modsatte kam. I gården ligger en stor underjordisk cisterne til regnvand. Murerne står i lokal tufsten, tilhugget af beboere fra de omkringliggende landsbyer. Kanonporte og skudsprækker bærer ofte kanter af mursten.

Da den østrigske hær trak sig ud i 1866, fik værket navnet Preara, et dialektord for en stor klippemasse. Navnet rammer plet, for under dine fødder ligger klippegrunden, delvist skjult af selve fæstningen. Senere tjente stedet som sprængstoflager, og den brug holdt murene intakte i en årrække. Efter militærets afrejse satte hærværket sine mærker på anlægget.