Forte di Sant'Andrea

Forte di Sant'Andrea står på en ø i Venedigs lagune, ved kanten af Le Vignole, hvor indsejlingen gennem Lido åbner vejen mod byen. Fæstningen vogtede denne søvej, byens mest udsatte indgang fra havet. I 1500-tallet fik Verona-arkitekten Michele Sanmicheli opgaven med at lukke den, og hans svar var artilleri mod enhver fjendeflåde. Rådet af De Ti godkendte planen i januar 1535, men byggeriet begyndte først i 1543 med Andrea Lion som bygmester.

Kernen står på resterne af et tårn fra 1400-tallet, og uden for den ligger bastionen med kanonbatterierne. Dens rektangulære åbninger sidder knap over vandlinjen, så skudene ramte fjendeskibe tæt ved vandoverfladen. I bastionens indre ligger en lang, hvælvet kasematte under en jordvold, der rummede ammunitionen. I 1547 affyrede man et stort antal kanoner samtidig som prøve, uden at murene tog skade. Bagsiden mod land forblev bevidst ubeskyttet, så en erobrer ikke kunne bruge værket som base. Hovedfacaden viser et portal i hvid sten mellem to sidebuer under en dorisk gesims, med skæggede hoveder i nøglestenene og bossage. En mindeplade for slaget ved Lepanto og et relief af Sankt Markus' løve pryder murene. Mod havet står en flagstang af istrisk sten. Selv proportionerne følger Vitruvius: Sanmicheli byggede efter forholdet én til syv.

I republikkens tid handlede jobbet mest om afskrækkelse, med garnisoner til at imponere fremmede gesandter. Giacomo Casanova nævner stedet i sine memoirer: fæstningen holdt ham der nogle få måneder i 1700-tallet. Kanonerne lød kun én gang mod en fjende. I april 1797 drev skudene det franske skib Le Libérateur d'Italie tilbage fra havnen. Efter republikkens fald tjente værket som kaserne, og en større restauration tilføjede et fundament, der stadig ses i vandet rundt om det. Du finder den overgroet og uden aktiv brug, og den eneste vej derud går med privat båd over lagunen.