St. Marienkirche

St. Marienkirche står ved Alexanderplatz i Berlin, omgivet af moderne højhuse med Fernsehturm som nærmeste nabo. Sammen med Nikolaikirche regnes den blandt byens ældste kirker, og dens rødder går tilbage til det trettende århundrede. Udvendig viser den et blandet ansigt: de ældste partier står i granit, resten i rød tegl. Murstensgotikken, regionens egen byggestil, har formet kirken som en lang hal med tre skibe. Brede buer og arkader bærer det indre rum, så de lave lofter virker mindre tætte. Formen er lånt fra tiggerordenernes kirker, som var moderne, da murene blev rejst.

Troen har kun skiftet lejr én gang: kirken var katolsk, indtil reformationen i 1539 gjorde den protestantisk. Siden har hver epoke sat sit præg på stenene. I 1663 gav Michael Mathias Smids tårnet dets barokke form. I 1789 stod Carl Gotthard Langhans, manden bag Brandenburger Tor, for en nygotisk fornyelse. Gennem århundrederne er huset blevet restaureret flere gange, især efter skaderne under Anden Verdenskrig. Men kirken er stadig i brug, med gudstjenester og arrangementer, der forbinder historien med hverdagen.

Indvendigt venter kunsten i flere lag: et bronzedøbefont fra 1437 hviler på tre sorte drager. En udskåret træaltertavle fra omkring 1510 hører ligeledes til inventaret. Otto Christoph von Sparr fik et monumentalt gravmæle, udført af den flamske billedhugger Artus Quellinus den Ældre. Og så er der væggens eget drama: Dødsedansen, et freskomaleri fra omkring 1484, hvor døden danser med mennesker fra alle samfundslag. Det opstod i middelalderens pesttid og gør stadig sit indtryk på den, der står foran det.