Τάφος Παντελεήμονος Β'

Τάφος Παντελεήμονος Β' er én af de gravhøje, der tilsammen danner nekropolen ved Pateli i det vestlige Makedonien. Selve højen er bevidst anlagt og skjuler ældre grave under overfladen. Nogle af dem er kistegrave, enkle kasser foret med sten.

Størstedelen af gravfundene stammer fra den tidlige jernalder, omtrent 1100 til 700 f.Kr. De kom for dagen gennem små udgravninger og gennem fund, som lokale beboere selv afleverede. Materialet rummer mange slags genstande, og keramikken dominerer tydeligt. Dertil kommer fibulaer i bronze, de små spænder, der holdt dragten sammen. Og så er der pottemagermærkerne på lerkarrene, her i en usædvanligt rig gruppe. Mærker af den slags er forholdsvist sjældne i vestmakedonsk sammenhæng og giver direkte spor efter værkstederne bag dem. Nikos Kotzias afdækkede to af kistegravene ved en lille udgravning. Andre oldsager nåede arkæologerne, da lokalborgeren Stefanos Kangas overgav dem. Siden 1936 har genstandene ligget i officielle samlinger, hvor de kan sammenlignes med materiale fra nabogravpladser. Sammenligningerne peger på kontinuitet med andre makedonske nekropoler, og trådene rækker frem mod de kendte gravhøje ved Vergina. Mønstret viser lokale keramiske traditioner side om side med forbindelser på tværs af regionen. Forskerne læser gravgaverne som udtryk for begravelsesvalg, håndværkspraksis og sociale forskelle i jernalderens samfund.

Står du foran højen i dag, ser du blot en enkel jordbunke. Men den rummer vidnesbyrd om håndværk, udveksling og forandringer på tærsklen mellem sen bronzealder og historisk tid. Især mærkerne bliver hængende: bittesmå signaturer, som lader de fjerne pottemagere tale til os endnu.